Ved indkørslen til Gedser mødes vi af to imposante bygninger Langgade 1 og 3.  I Langgade (tidligere Strandgade) 1 opført i 1905 havde Skelby-Gedesby kommune administration indtil 1945. Langgade 3 i folkemunde kaldet Kostalden er også opført  i 1905. I sidstnævnte er anvendt en del materialer fra en nedrevet kostald på havnen. Årsagen til denne nedrivning var at gøre plads til udvidelse af færgehavnen. Den øgede færgedrift mod Tyskland og dermed stigende kreaturtransport mod Tyskland krævede dog stadig opstaldningsmulighed, hvorfor der måttet opføres ny stald på havneområdet til erstatning.

I begge bygninger har der været forretninger og efter gennemlæsning af bl.a. folketællingslister kan vi se, at købmand Axel Ravnebjerg fra ca. 1919 – 1928 har haft manufakturhandel i ejendommen Langgade 1 Gedser. En gammel Gedserdreng har beskrevet det således: I ”det høje hus” lå ”Magasin du Nord” Gedser afdeling.

Motorcyklen udenfor nr. 1 er sandsynligvis en engelsk Lloyd på 499 ccm.

I nr. 3 har der bl.a. været urmager- og modeforretning (Christiansen)

I dag (2024) er begge bygninger indrettet med kommunale lejligheder. Samtlige lejligheder blev renoveret i 1996, men det har knebet med udlejningen de senere år, hvorfor det er besluttet at rive bygningerne ned. Nedrivningen påbegyndes marts 2024.

 

Samtidig med at den nye havn i Gedser åbnede i 1886, åbnede den første toldpost, som varetog samtlige toldforretninger af skibe i uden- og indenrigsfart. Toldvæsenet i Gedser har aldrig ejet sine tjenestelokaler, men hele tiden boet til leje. Da det imidlertid var vanskeligt at skaffe passende boliger til de ansatte, opførte toldvæsenet i 1890 – 91 en toldofficiantbolig i Gedser med fire lejligheder. Med den nye færge, der åbnede i 1903, kom der yderligere et antal toldassistenter til toldstedet. I 1905 havde toldchefen i Gedser syv toldassistenter, en toldfuldmægtig, en rorsbetjent og en toldopsynsmand. I 1973 fratrådte den sidste toldforvalter og bygningen blev solgt til privat formål.